Deltag i konkurrence om et gratis Hedelands Bjergløb
Deltag i konkurrence om et gratis Hedelands Bjergløb
Den 15. April 2012 afholdes Hedelands Bjergløb, og du kan vinde et gratis løb ved at indsende dit bedste løbetip eller et par linier om dit favorit løb (halvmaraton eller derover med et element af terrænløb).
Skynd dig at sende dit bidrag ind!
Vi skal have dit bidrag i hænde senest 1. Marts 2012.
Der vil blive trukket lod mellem alle indsendte bidrag, og vinderen vil få direkte besked. De bedste tips og løbsberetninger vil desuden blive publiceret her på siden.
Indsend dit bidrag ved brug af denne kontaktformular. Husk at anfør om du ønsker at løbe 10,5km, 21,1km (halvmarathon), 31,6km eller 42,2km (marathon).
Vedhæft gerne et billed, der viser løbet eller illustrere dit tips, eller et link til en youtube video (kun egen produktion)
Powered by Fast Secure Contact Form
Hedelands Bjergløb 2012
Prøv kræfter med bjergløb mellem Roskilde og København
”Nogle få sekunder kan jeg nyde udsigten til Roskilde Domkirke, mens jeg får puls og vejrtrækning under kontrol igen, og kan begynde nedstigningen fra Skibakken”. Hedelands Bjergløb er med andre ord en god mulighed for at løbe et godt terrænløb i flot natur under 40km fra København.

Hedelands Bjergløb foregår i en nedlagt grusgrav, og ruten er en rundstrækning på 10,5 km på grusstier og enkelte smalle skovstier. En gang rundt i grusgraven er således noget anderledes end en hurtig tur på asfalt. Det er hård rute med mange korte og stejle stigninger, og den 50 meter høje Skibakke skal besejres på hver omgang. Man kan dog selv vælge, om der skal løbes 1, 2, 3 eller 4 omgange, så der er noget at rive i for alle niveauer.
Løbet har været afholdt gennem flere år, og du bliver således behørigt udstyret med chip til tidtagning, og der er sørget for 3 depoter på ruten med vand, saft, cola, bananer, druesukker, rosiner m.v. Arrangørerne er FHI Fløng Kondi og IF Tune Trim, og Hedelands Bjergløb afholdes næste gang den 15. april 2012 kl. 10.00. Du kan læse mere om løbet på www.hedelandsbjerglob.dk.

Fløng Kondi arrangerer træningsløb i området en gang om måneden
Påtænker du at løbe Hedelands Bjergløb eller et andet kuperet løb som Helvede i Nord, og du ikke er vant til bakker, så kunne det være en god ide at deltage i et af de månedlige Hedelandsløb. Ruten er anderledes end til Bjergløbet og du kommer kun halvvejs op af Skibakken, men får alligevel en fornemmelse af hvad det vil sige at løbe i terræn og bakker. Hedelandsløb afholdes den første søndag i hver måned kl. 10.00. Du kan finde mere information på www.flongkondi.dk under Hedelandsløb.
Kogegrej til adventureracing og ekstremløb
Obligatorisk kogegrej til ekstremløb og adventureraces
Løb som Extrem Maraton i Silkeborg kræver, at man selv medbringer kogegrej. Det er faktisk ikke noget stort udstyrsstykke. Du har såmen bare brug for en brænder, noget brændstof, noget at antænde brændstoffet med, og så selvfølgelig noget at koge vandet i.
Personligt bruger jeg en MSR Pocket Rocket brænder, den kører på gas, så jeg plejer at købe en 100g gasbeholder, som du kan få i en hver hæderlig Outdoor-butik. Normalt er jeg benhård på at skære alle unødige gram fra i min oppakning, men jeg må med bøjet nakke indrømme, at jeg medbringer en lille fod til min brænder, så den står godt og stabilt i alt slags terræn. Som tændmiddel bruger jeg normalt strømtændstikker, har også til tider medbragt et ildstål, men jeg har faktisk aldrig brugt det under et løb. Det hænger dog formodentligt sammen med, at jeg altid er meget omhyggelig med at sørge for at tændstikkerne er pakket vandtæt.
Nu er du så klar til at koge vandet. Det gør jeg i en ganske almindelig letvægtskedel. Kedlen på billedet har tjent mig godt i over 6 år, og den kommer nok til at gøre det et par år endnu.
Spisegrejet
Et vigtigt supplement til kogegrejet er selvfølgelig de redskaber, som du skal bruge til at indtage det overflødighedshorn af kulinariske oplevelser, som det kan lade sig gøre at frembringe med lidt varmt vand. Jeg nævner i flæng frysetørret mad, pulversuppe, Neskaffe og kakao. Til det har du brug for er en god ske af plast og en foldekop (også kendt som ”kop, folde”). De to ting må man aldrig glemme.
Valg af letvægts løbetelt
Ting du skal tænke over, når du vælger løbetelt
Teltet er en meget vigtig del af udrustningen, hvis man skal ud og løbe løb som Extrem Maraton eller Original Mountain Marathon. Det skal opfylde formelle og praktiske krav. De fleste løb kræver, at teltet har en fast (påsyet) bund, så superoverleverne ikke kommer slæbende med en teltflage, og så er de formelle krav sådan set opfyldt. Rent praktisk så skal et letvægtstelt til løbebrug kun veje snært omkring et kilo, og nej, 2kg er ikke snært omkring et kg, det er fx 950g eller 1065g. For jeres egen skyld så sørg også for at teltet er vandtæt, og at der rent faktisk er plads til to mand i teltet.
Ovenstående lyder basalt, men når producenten skal minimere vægten på et telt, så skal der spares på mængden af materialer, og det koster på plads og/eller vandtæthed. Jeg har selv i mange år haft et fint vandtæt, men ekstremt lille KIMM-telt, jeg troede ret faktisk, at jeg var blevet solgt et enmandstelt første gang jeg slog det op, men nej, det var faktisk et tomandstelt. Ens makker skal have et ualmindeligt godt sovehjerte, hvis man skal kunne skifte sovestilling eller smutte ud og tisse uden at involvere ham. Med hensyn til vandtætheden, så har jeg set mangen en løber ligge og svømme rundt i et billigt ”Harald Nyborg”-telt efter en ordentlig regnbyge, og det bliver man også træt af. Meget dyre og ekstremt lette telte kan også problemer med at holde vandet ude.
Hvilket telt skal man så vælge?

Vi anbefaler et Vaude Power Lizard Ultralight to-personers telt. Teltet vejer 1038g inklusiv 12 pløkke, og det kan klare selv ekstreme vejrforhold, som kontant regn i det skotske højland i slutningen af oktober. Der er også relativ god plads i teltet, så begge mand kan ligge godt og varmt på deres oppustelige Thermarest liggeunderlag uden at komme i kontakt med teltdugen (det er en kold og våd fornøjelse).




