Løberuter

Løb i Tisvilde Hegn

Besøg den bedste løbeskov på Sjælland – Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn er ubestridt den bedste løbeskov på Sjælland. Den har alt hvad en entusiastisk løber kan begære. Her er høje bakker, grusveje, skovstier, brandbælter, klitter og strand. I Tisvilde hegn kan man virkelig opleve mange forskellige dele af den danske natur på en og samme løbetur. Du løber fra bøgeskov til forskellige typer nåleskov og videre gennem hedelandskaber, til klitter og strand.

Tisvilde Hegn er Sjællands bedste løbeskov

Udsigt over bøgeskov, nåleskov og hav i Tisvilde Hegn


Tisvilde Hegn er fantastisk både sommer og vinter. Og som afslutning på løbeturen en varm sommerdag er det selvfølgelig oplagt at tage et par badebukser med og kaste sig i bølgen blå. Tisvilde Hegn er også vært for det benhårde halvmaraton “Helvede i Nord“, som løbes næste gang i påsken 2012.

Hvordan finder man rundt i Tisvilde Hegn

Det er småt med opmærkede løberuter i Tisvilde Hegn, men man kan til gengæld altid finde ud til kysten, og det er ret let at finde tilbage til fx parkeringspladsen ved Tisvilde Strand. Jeg plejer altid selv at starte løbeturen med at løbe ind i skoven, for så at søge ud mod kysten, når jeg kan se, at det er ved at være tid til at vende næsen hjemad.

Du kan selvfølgelig også anskaffe dig et orienteringskort over Tisvilde Hegn og løbe orienteringsløb. Tisvilde Hegn OK (orienteringsklub) har i samarbejde med Naturstyrelsen opstillet en del faste orienteringsposter (træpæl med markering) rundt omkring i skoven, som man kan finde ved hjælp af kort og kompas.

Opsættelsen af disse poster skete som en del af projektet “Rend og hop i Tisvilde Hegn”. Du kan købe en lille bog, der inkluderer orienteringskortet på Sct. Helene Centret, Bygmarken 30, 3230 Tisvildeleje og hos Helsinge Turistbureau, Gadekærsvej 17, 3200 Helsinge. Du kan også prøve at kigge på www.findveji.dk, hvor du gratis kan printe kort over en række danske skove. Få også gode ideer til løberuter tæt på København i skove og natur.

Hvordan finder man til Tisvilde Hegn

Tisvilde Hegn ligger på den sjællandske nordkyst, se hvor præcist på kortet nedenfor. Hvis du kommer fra København, så er det bare ud af Hillerød Motorvejen og så en gang til venstre oppe i nærheden af Helsinge.

Hvor finder du kort over danske skove og natur?

Det er nemt at finde kort over danske skove og natur

Hvis man gerne vil ud og løbe i de ganske glimrende skove som fx Rude Skov (her finder du også link til kort), så er det en god ide at få fat i et kort, da turen ellers godt kan blive lidt længere end planlagt.

Der er faktisk nemt adgang til masser af gratis kort over den danske natur. Du kan fx gå ind på www.findveji.dk, hvor du kvit og frit kan printe kort ud over en lang række danske skove. Du kan også finde kort at løbe efter på Naturstyrelsens hjemmeside.

Alternativt kan du prøve kræfter med orienteringsløb, som du let kan blive introduceret til ved et af de mange træningsløb, der arrangeres af lokale orienteringsklubber rundt omkring i landet.

Løb i Utterslev Mose

Tæt på København, natur, løbestier… Prøv Utterslev Mose


Jeg bruger tit Utterslev Mose, hvis jeg gerne vil lidt ud i naturen og løbe en tur, men ikke har tid til at tage ud i skoven. At sige mosen byder på fantastisk natur ville være en overdrivelse, men her er træer, søer, græsarealer og grusstier for alle pengene. Og så ligger mosen kun 15 minutter på cykel fra det centrale København.

Utterslev Mose er på ingen måde en skummel tåget mose, som man ser dem i krimi-serierne. Her er masser af gående og andre løbere, og så kan det praktisk talt ikke lade sig gøre at fare vild, da man jo løber rundt om de tre store søer, som mosen består af.

Hvis man vil have et lille afbræk i løbetræningen, så kan man f.eks. benytte træningspavillonen til lige at tage et par armhævninger. Det er bare at få skoene på og komme afsted!

Trail running i København

Hvor træner man trail running i København?

Kan det overhovedet lade sig gøre at træne trail running (løb ad små stier i terræn) i Københavns asfaltjungle? Ja, det kan det faktisk godt.

I Søndermarken på Frederiksberg er der både bakker og små spor man kan løbe ad. Det er ikke nogen fast rute, så man må selv kombinere sig lidt frem, men hvis man er lidt kreativ, så rummer Søndermarken rigtigt mange muligheder for en god gang urban trail running.

Jeg må indrømme, at det faktisk overraskede mig, hvor mange muligheder, der egentligt var. Jeg har gennem tiderne løbet masser af gange i Søndermarken, men jeg fået øjnene op for en hel ny måde at bruge parken på efter en time for fuld skrue med Moses Lovstad og Salomon. Selvom Rude Skov og Geel Skov stadig trumfer Søndermarken, hvad angår gode løbespor og varieret terræn, så er en gang urban trail running et rigtigt godt alternativ i en travl hverdag.

Trail running bør være en integreret del af et komplet løbeprogram, da terræntræning gavner dit løb på mange måder. Dine muskler og sener bruges mere varieret, end det er muligt at opnå på flad vej… Og så er det supersjovt.