Posts Tagged ‘Løb i udlandet’

Min Original Mountain Marathon oplevelse

Original Mountain Marathon – Naturoplevelse og løb i det skotske højland

Vi havde kæmpet os op til passet mellem de to bjergtoppe, og kunne nu nyde en storslået udsigt over dalen og de bløde skotske bakker, mens vi løb ned af bjergsiden på vej mod de sidste poster før mål. Original Mountain Marathon (også kaldet OMM) er efter alle målestokke en fantastisk naturoplevelse. I 2011-udgaven løb vi (man løber i to-mandshold) i det skotske højlandsterræn nordvest for Edinburgh.

Orienteringsløb i Skotland

Jeg er 100% på, at posten ligger lige i nærheden!


Der er to typer baner til Original Mountain Marathon. Den ene type baner er almindelige lineære orienteringsbaner, hvor man skal stemple posterne i en bestemt rækkefølge og hurtigste tid vinder, ligesom man kender det fra hjemlige løb som Extrem Maraton i Silkeborg. Den anden type baner er de såkaldte ”score”-baner. På score-banerne får man udleveret et kort med en masse poster, som giver forskellige point, og så skal man skrabe så mange point sammen, som det er muligt, inden for et bestemt antal timer.

Vi løb en scorebane, gik benhårdt efter en placering i den gode ende af feltet… Og fejlede. Vi fik samlet nok point sammen til en top ti placering første dag (190 point), men vi havde forregnet os lidt i forhold til hvor lang tid, det ville tage at komme i mål, så vi endte med at bruge 42 minutter ud over de tilladte 5 timer, og det bliver man straffet hårdt for! Hvert minut man går over tiden giver 2 minuspoint, så med 84 point fratrukket vores score røg vi ned i den bløde ende af feltet. Vi kom dog stærkt igen på dag to og blev nummer 5 denne dag.

Over the finish line

I fuld fart over målstregen på 2. dag

OMM er terrænløb med stort T

90% af OMM løbes i terræn, ikke trail eller andre småstier, rigtigt off-road terræn. Og hvis man synes at kunne huske noget om, at det regner en del i Skotland, så husker man rigtigt!
Det betyder også, at terrænet er gennemblødt, det vil sige at tørre fødder er noget man har før start og får igen, når man er færdig med løbet.

Det er også nødvendigt at lægge sin rute efter de brune linier på kortet, højdekurverne, hvis man ikke ønsker at slå sig selv helt ihjel. På et normalt dansk orienteringskort er der typisk 2,5 meters højdeforskel mellem to højdelinier. På OMM-kortet var der 10 meter! Og linierne lå stadig tæt. Det betød derfor en del om man valgte at løbe over eller rundt om bakken, da 100 meter opad svarer til ca. 1 km faldt / på en højdekurve.

Udstyr og mad skal med på ryggen

Original Mountain Marathon er et ”self-sustained”-løb. Det betyder man selv bærer alt sit udstyr, mad, telt, etc. Der udleveres intet under selve løbet andet end kortet over dagens bane. Løbet afvikles helt bevidst i sidste weekend af oktober for at vejret skal være en faktor. Det gælder derfor om at have noget ordentligt udstyr, der både kan klare mosten og ikke vejer mere end absolut nødvendigt. Inklusiv telt, kogegrej og mad bør rygsækken ikke veje mere end ca. 5 kilo.

Med hensyn til vand, så løb min makker og jeg kun med hver en dunk på lidt under en liter, da man kan drikke direkte af vandløbene i det skotske højand. Vi fik dog at vide, at vi lige burde checke, at der ikke lå et dødt får lidt længere oppe, før vi fyldte dunken.

Alt i alt en smuk naturoplevelse og et godt løb!

OMM – Original Mountain Marathon

Hardcore bjerge og orientering over 2 dage i det centrale Skotland. Original Mountain Marathon (OMM) er ikke for svage ben eller sjæle. Løbet bliver med vilje afholdt i slutningen af oktober, så vejret nå at blive rigtigt modbydeligt.

Klar til OMM - Original Mountain Marathon

Klar til OMM - Original Mountain Marathon


Der er mulighed for at løbe to forskellige slags baner til Original Mountain Marathon. Den ene slags er normale faste baner, som man også ser det til det ved det hjemmelige Extrem Maraton. Den anden type baner (kaldet score) er også orienteringsløb, men her planlægger man selv hvilken rækkefølge, som man ønsker at tage posterne i.

Ved OMM kan man stille op i flere forskellige klasser. De normale baner går fra 40km til 80km over de to dage, men vær opmærksom på at dette er i luftlinje, så du skal regne med at lægge 30-40% til denne distance. Score-banerne fås i long, medium og short, som referere til forventet gennemførselstid. For long er denne ca. 13 timer fordelt over de to dage og for short er den ca. 9 timer.

Extremerunner.dk stiller i år med et hold til Original Mountain Marathon. Hvis du vil følge med i forberedelserne og høre mere om hvordan det går, når det går løs 29. og 30. oktober, så meld dig til Extremerunner.dk’s facebook-side eller følg med her på siden. Du kan læse mere om Original Mountain Marathon på OMM’s hjemmeside.

Berlin Marathon 2011

Oplev fantastisk stemning for fuld fart til Berlin Marathon 2011

De over 1 million tilskuere til Berlin Marathon vil igen i 2011 skabe en fantastisk stemning, og vil du heppes lidt ekstra på så husk at klæde dig i de danske farver ca. 50.000 af folkene i heppekoret er nemlig danskere. Tilskuerne bær dig frem med deres råb, og de står skulder ved skulder langs hele ruten. Du vil også passere en del bands og anden underholdning, der bidrager til festen.

Berlin Marathon 2011 løbes ligesom de andre år ad brede boulevarder på en fald rute, så det er det perfekte løb at sætte personlig rekord ved. Der er også blevet sat verdensrekord på maratondistancen mere end en gang på maratonet i Berlin. Det er således en endnu fladere og hurtigere rute end Copenhagen Marathon.

Målet for Berlin Marathon er ikke Brandenburger Tor! Det kunne man godt tro, og det er sikkert ret skægt at stå lige efter monumentet og se udtrykket i løbernes øjne, når det går op for mange af dem at der lige mangler et par hundrede meter mere.

Som tilskuer til Berlin Marathon behøver man heller ikke kun stå et sted under hele løbet. Det er relativt nemt at skifte placering, da der ofte ikke er ret langt på tværs af løbets rundstrækning.

Sæt også lidt tid af til afhentningen af dit startnummer til Berlin Marathon 2011 på Tempelhof. Her er der masser af billigt løbetøj og tysk byfeststemning. Er det ikke nok for dig at deltage i selve maratonløbet, så bliver der dagen før løbet arrangeret et rulleskøjteløb på samme rute.

Berlin Maraton løbes 25. september 2011. Du kan finde mere information og tilmelde dig på Berlin Marathons hjemmeside.

CCC 2011

CCC er et benhårdt non-stop ultraløb omkring Mont Blanc

CCC 2011 (Courmayeur-Champex-Charmonix) vil ligesom de foregående år være et 98km langt løb i en halvcirkel omkring Mont Blanc. De 98km de gennemføres på under 26 timer for at man kan bryste sig af at have gennemført løbet.

Det var godt nok hårdt. – Den erfarne ultraløber Thomas Røndes kommentar efter at have passeret målstregen i 2010 efter lige over 19 timers løb

CCC 2011 vil komme til at trække tænder på deltagerne igen i år. Løberne skal over adskillelige toppe på op til 2.500 meters højde og skal samlet forcere 5.600 højdemeter. Disse højdemeter er kun dem, der går opad, men som enhver der har prøvet at løbe i bjerge ved, så er dem, der går nedad mindst ligeså slemme.

Det gør afsindigt ondt i lårene at hoppe fra sten til sten ned ad bjerget. Der er tit andre løbere lige foran én selv, så man bliver nødt til at bremse, og det skal jeg love for man kan mærke op gennem knæ og lår. – Thomas Rønde

Hvordan kan man forberede sig på et løb som CCC i Danmark?

Det kan godt lade sig gøre, men det er vigtigt, at du fokuserer din løbetræning på det der gør den største forskel. Det der gør den største forskel er, at du rent faktisk er i stand til at bevæge dig de 98km i et rimeligt tempo uden for mange hvil.

Du skal altså først og fremmest fokusere på et få nogle lange ture i benene, og dernæst kan du tænke på decideret bjergtræning. Tæt på København kan man finde gode bakker i bl.a. Rude skov og omkring Furesøen, der er en af søerne langs Mølleåen.

Kom videre med dine ”CCC 2011”-planer

Find mere information om løbet på CCC 2011’s hjemmeside. Her kan du også læse om storebror Ultra Trail du Mont Blanc. Man skal kvalificere sig til at deltage i begge løb, men kravene til CCC er væsentligt mindre end til UTMB.