Min Original Mountain Marathon oplevelse

Original Mountain Marathon – Naturoplevelse og løb i det skotske højland

Vi havde kæmpet os op til passet mellem de to bjergtoppe, og kunne nu nyde en storslået udsigt over dalen og de bløde skotske bakker, mens vi løb ned af bjergsiden på vej mod de sidste poster før mål. Original Mountain Marathon (også kaldet OMM) er efter alle målestokke en fantastisk naturoplevelse. I 2011-udgaven løb vi (man løber i to-mandshold) i det skotske højlandsterræn nordvest for Edinburgh.

Orienteringsløb i Skotland

Jeg er 100% på, at posten ligger lige i nærheden!


Der er to typer baner til Original Mountain Marathon. Den ene type baner er almindelige lineære orienteringsbaner, hvor man skal stemple posterne i en bestemt rækkefølge og hurtigste tid vinder, ligesom man kender det fra hjemlige løb som Extrem Maraton i Silkeborg. Den anden type baner er de såkaldte ”score”-baner. På score-banerne får man udleveret et kort med en masse poster, som giver forskellige point, og så skal man skrabe så mange point sammen, som det er muligt, inden for et bestemt antal timer.

Vi løb en scorebane, gik benhårdt efter en placering i den gode ende af feltet… Og fejlede. Vi fik samlet nok point sammen til en top ti placering første dag (190 point), men vi havde forregnet os lidt i forhold til hvor lang tid, det ville tage at komme i mål, så vi endte med at bruge 42 minutter ud over de tilladte 5 timer, og det bliver man straffet hårdt for! Hvert minut man går over tiden giver 2 minuspoint, så med 84 point fratrukket vores score røg vi ned i den bløde ende af feltet. Vi kom dog stærkt igen på dag to og blev nummer 5 denne dag.

Over the finish line

I fuld fart over målstregen på 2. dag

OMM er terrænløb med stort T

90% af OMM løbes i terræn, ikke trail eller andre småstier, rigtigt off-road terræn. Og hvis man synes at kunne huske noget om, at det regner en del i Skotland, så husker man rigtigt!
Det betyder også, at terrænet er gennemblødt, det vil sige at tørre fødder er noget man har før start og får igen, når man er færdig med løbet.

Det er også nødvendigt at lægge sin rute efter de brune linier på kortet, højdekurverne, hvis man ikke ønsker at slå sig selv helt ihjel. På et normalt dansk orienteringskort er der typisk 2,5 meters højdeforskel mellem to højdelinier. På OMM-kortet var der 10 meter! Og linierne lå stadig tæt. Det betød derfor en del om man valgte at løbe over eller rundt om bakken, da 100 meter opad svarer til ca. 1 km faldt / på en højdekurve.

Udstyr og mad skal med på ryggen

Original Mountain Marathon er et ”self-sustained”-løb. Det betyder man selv bærer alt sit udstyr, mad, telt, etc. Der udleveres intet under selve løbet andet end kortet over dagens bane. Løbet afvikles helt bevidst i sidste weekend af oktober for at vejret skal være en faktor. Det gælder derfor om at have noget ordentligt udstyr, der både kan klare mosten og ikke vejer mere end absolut nødvendigt. Inklusiv telt, kogegrej og mad bør rygsækken ikke veje mere end ca. 5 kilo.

Med hensyn til vand, så løb min makker og jeg kun med hver en dunk på lidt under en liter, da man kan drikke direkte af vandløbene i det skotske højand. Vi fik dog at vide, at vi lige burde checke, at der ikke lå et dødt får lidt længere oppe, før vi fyldte dunken.

Alt i alt en smuk naturoplevelse og et godt løb!

Leave a Reply

*